Bredbåndspuljen giver medfinansiering til adresser, hvor markedet ikke har etableret god bredbåndsdækning, og uddeler i denne omgang mere end 34 millioner kroner til 473 enkeltstående adresser i Danmark efter seneste ansøgningsrunde.
”I dagens Danmark har vi alle behov for en hurtig og stabil internetadgang derhjemme. Det gælder selvfølgelig også dem, der bor i landområder. De mange danskere, der nu får hjælp fra ordningen, er nogle af dem, som ikke får hurtigt bredbånd på kommercielle vilkår. Det viser Bredbåndspuljens relevans i forhold til at sikre et fundament for digitalisering til alle i hele landet,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage.
De 473 adresser, der har fået tilsagn om tilskud, ligger primært i Jylland og på Fyn, og 471 af adresserne ligger i landzone. De tre kommuner med flest tilsagn er Herning Kommune med 43 adresser, Viborg Kommune med 39 og Vesthimmerland Kommune med 30.
Region
|
Antal projekter
|
Ansøgt tilskud (kr.)
|
Gennemsnitligt tilskud (kr.)
|
Hovedstaden
|
3
|
197.749
|
65.916
|
Midtjylland
|
256
|
18.560.746
|
72.503
|
Nordjylland
|
102
|
7.392.541
|
72.476
|
Sjælland
|
48
|
3.385.698
|
70.535
|
Syddanmark
|
64
|
4.629.904
|
72.342
|
I alt
|
473
|
34.166.638
|
72.234
|
Puljen giver tilskud til adresser i landområder eller i byområder med færre end 2000 indbyggere. Adresser, hvor der ikke har været mulighed for at få en fast bredbåndsforbindelse med en hastighed på 100 Mbit/s eller mobilt bredbånd med en hastighed på 600 Mbit/s, har også mulighed for at søge tilskud.
Bredbåndspuljen giver sædvanligvis tilskud til ansøgninger, hvor flere adresser har slået sig sammen. Den særlige ordning for enkeltstående adresser giver tilskud til adresser, der ligger mere end 500 meter fra andre tilskudsberettige adresser og giver derfor mulighed for, at en adresse kan søge om tilskud uden at være en del af en gruppe.
Ud over støtten fra Bredbåndspuljen bidrager også teleselskaberne og ansøgeren til finansieringen.
Fakta om Bredbåndspuljen
- Størstedelen af danskerne har i dag adgang til hurtigt bredbånd. Den seneste bredbåndskortlægning viser, at 98,8 pct. af alle boliger og virksomheder medio 2024 havde adgang til 100/30 Mbit/s, og 96,7 pct. havde adgang til mindst 1 Gbit/s. Men der er en lille restgruppe, som fortsat har brug for bistand til at få en hurtig forbindelse.
- Bredbåndspuljen er målrettet adresser (boliger, virksomheder og sommerhuse), der ikke har mulighed for at få en fast bredbåndsforbindelse med en hastighed på 100 Mbit/s. Adresserne må heller ikke kunne få adgang til mobilt bredbånd med en hastighed på 600 Mbit/s.
- Som udgangspunkt kan adresser i byområder ikke modtage tilskud fra Bredbåndspuljen. Hvis en adresse ligger i et byområde med mindre end 2.000 indbyggere, kan den dog godt indgå i en ansøgning om tilskud.
- Der skal bidrages med en gennemsnitlig egenbetaling på mindst 2.000 kr. pr. adresse for at kunne søge tilskud fra Bredbåndspuljen. Den bredbåndsudbyder, som står for at etablere forbindelse til adressen, skal bidrage med mindst 10.000 kr. pr. adresse.
- For at kunne søge tilskud skal der normalt indgå flere adresser i en ansøgning. Man skal med andre ord slå sig sammen med naboerne for at kunne søge. Der er dog adresser, som ligger så spredte, at det er svært at finde andre adresser, som kan indgå i en ansøgning til Bredbåndspuljen.
- Den særlige ordning for enkeltstående adresser giver derfor mulighed for at søge uden at skulle slå sig sammen med andre. Det gælder for tilskudsberettigede adresser med mere end 500 meter i vejafstand til nærmeste tilskudsberettigede adresse – og mere end 100 meter i vejafstand til nærmeste adresse, der allerede har adgang til bredbånd med en downloadhastighed på mindst 1 Gbit/s.
Yderligere information findes på kds.dk/bredbaandspulje.
Yderligere oplysninger
Presserådgiver Michael Højgaard Bang, mihb@digmin.dk eller telefon 7228 2416.