Danske virksomheder griber i stigende grad de muligheder, som digitalisering og især kunstig intelligens bringer med sig. Det viser den årlige digitaliseringsredegørelse fra Digitaliseringsministeriet.
Næsten hver anden danske virksomhed (42 pct.) med mindst 10 ansatte anvendte kunstig intelligens i 2025. Til sammenligning anvender én ud af fire virksomheder i Europa kunstig intelligens. Kunstig intelligens hjælper virksomheder med at automatisere arbejdsgange, frigøre tid samt øge innovation og dermed styrke deres konkurrenceevne.
Det er især danske virksomheder med 250 eller flere ansatte, som anvender kunstig intelligens. Blandt de store virksomheder anvender tre ud af fire kunstig intelligens. For de små virksomheder er andelen steget fra 24 pct. i 2024 til 37 pct. i 2025.
”Det er positivt, at flere og flere danske virksomheder har taget kunstig intelligens og digitaliseringens muligheder til sig. Det vidner om et erhvervsliv, der er omstillingsparat og nysgerrigt på nye teknologier. Det er vigtigt, at det danske erhvervsliv fortsat tager nye teknologier som kunstig intelligens til sig, for det bidrager til at styrke deres konkurrenceevne,” siger fungerende digitaliseringsminister Christina Egelund.
Udfordringer i de kommende år
Redegørelsen peger også på en række vigtige opmærksomhedspunkter i de kommende år. For selvom danskernes digitale færdigheder er steget, er det vigtigt, at der fortsat er fokus på, at den stigende digitalisering kan give udfordringer for dem, der synes, at det digitale er svært. Derudover medfører vores høje brug af digitale værktøjer en større afhængighed af få store techgiganter, hvilket kan udfordre vores digitale suverænitet.
”Redegørelsen peger også på flere udfordringer. Blandt andet ligger der vigtige samfundsopgaver i at tage hånd om digitalt udfordrede borgere, og så skal vi øge den digitale suverænitet og samtidig sikre, at danske virksomheder fortsætter med at innovere og bevare konkurrencedygtigheden i Europa,” siger fungerende digitaliseringsminister Christina Egelund.
Hovedkonklusioner i Redegørelse om Danmarks Digitale Udvikling 2026
- Danmark iklæder sig flere digitale førertrøjer i Europa, men ikke dem alle
- Høj brugertilfredshed med digitale infrastrukturløsninger understøtter en velfungerende digital hverdag
- Tillid, tryghed og digital inklusion: Fremgang på dem alle, men vigtige fokusområder
- Udbredt brug af cloudtjenester, men begrænset viden om digitale afhængigheder
- Danmark og EU styrker indsatsen for digital suverænitet
- Danske SMV’er er blandt de mest digitaliserede i Europa
- Danske borgers digitale kompetencer tager et markant hop
- Teenagepiger har størst forbrug af sociale medier
- Techgiganter viser reklamer for millioner til danske børn og unge
Yderligere oplysninger
Presserådgiver Michael Højgaard Bang, mihb@digmin.dk, tlf. 72 28 24 16