Vinderen kåres den 2. februar af digitaliserings- og ligestillingsministeren sammen med SMV:Boardet, som rådgiver regeringen om SMV:Digital - det nationale program, der hjælper virksomheder med digital omstilling.
Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling er en hyldest til små og mellemstore virksomheder, som for alvor har taget den digitale omstilling til sig. Finalefeltet udgøres i år af tre virksomheder, som på hver deres måde har sat gang i den digitale omstilling og med inspirerende resultater for både medarbejdere og virksomhedernes omsætning.
Digitaliseringsminister, Marie Bjerre, siger:
Danske virksomheder er blandt de mest digitale i Europa. Der er dog fortsat et stort uudnyttet vækstpotentiale i digitalisering, særligt blandt de små- og mellemstore virksomheder, som generelt er mindre digitale. De tre finalister til Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2023 fortjener at blive hyldet for at tage markante digitale skridt og gentænke deres forretning. Finalisterne viser i høj grad, at når man først er kommet i gang med digitaliseringen, finder man ud af, hvor meget den giver igen, fx i form af økonomisk fremgang og grønne løsninger. Jeg håber, de tre virksomheder vil inspirere mange til at tage det næste skridt på den digitale rejse.
Formanden for SMV:Boardet, Evita Rosdahl, siger:
Det er crazy smart – sådan udtaler en af finalisterne sig om deres digitale omstilling. Finalisterne har på forskellig vis taget digitalisering i brug for at udvikle deres forretning. Det indebærer alt fra optimering af ordreflows og lagerstyring til udvikling af konkrete digitale løsninger. Det viser sig i disse tilfælde fx ved IoT-styring af produkter, en digital betonblander, en ’digital kiosk’ til online bestilling af is og brug af interaktive skærme i produktionen. Har din virksomhed et ønske om at digitalisere, men brug for hjælp til at komme i gang, så er der hjælp at hente hos SMV:Digital.
Hvem, der vinder, Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2023 offentliggøres ved Dansk Erhvervs Digitale topmøde d. 2. februar 2023.
Fakta om virksomhedernes digitale omstilling:
- fibo intercon har gennemgået en digital omstilling bl.a. med implementering af IoT-styring i produkter, udvikling af en digital CO2-beregner, udvikling af nye digitale salgskanaler og metoder og et digitalt selvbetjeningsanlæg til blanding af beton.
- Havnens Café & Isbar samt NIOR bistro har som en del af den digitale omstilling erstattet mange manuelle processer med digitale, bl.a. med introduktion af Click&Collect, selvbetjeningsskærme, online take away og en medarbejder-app som guider medarbejdere.
- Unilite A/S har bl.a. digitaliseret arbejdsgange med digital produktionsstyring, planlægning og lagerstyring og indført Power BI som fundament for beslutninger.
Læs mere om finalisterne og Prisen for Årets Digitale Omstilling her.