Marie Bjerre mødes med tysk digitaliseringsminister for at tale om fælles udfordringer og potentialer på digitaliseringsområdet

Publiceret 28-06-2023

Digitaliseringsminister Marie Bjerre besøger i dag den bayerske digitaliseringsminister for at høre om erfaringer med bl.a. aldersverifikation på nettet. Derudover deltager ministeren i et erhvervsfremstød i München for danske tech-virksomheder.

I dag rejser digitaliseringsminister Marie Bjerre til Tyskland, der de senere år har haft fokus på, hvilken type digitalt indhold børn ikke må få adgang til. De har bl.a. indført lovgivning om aldersverifikation på pornohjemmesider, som gør det muligt for teleudbyderne at blokere for adgangen til hjemmesider, hvis de ikke overholder kravene om effektiv aldersverifikation af brugerne.

Marie Bjerre rejser derfor til München for at tale med den bayerske digitaliseringsminister Judith Gerlach om disse tiltag, da den danske regering også vil fremsætte et lovforslag vedrørende aldersverifikation.

”Tyskland har gjort sig nogle spændende erfaringer med nogle af de udfordringer ved digitaliseringen, der også optager mig. De har for eksempel indført lovgivning om aldersverificering på pornohjemmesider, og de har været en stærk stemme i EU i forhold til beskyttelse af børn og sikker brug af kunstig intelligens. Jeg ser meget frem til at diskutere disse emner og høre om de tyske erfaringer,” siger Marie Bjerre.

De to digitaliseringsministre skal også vende det europæiske samarbejde om cybersikkerhed og kunstig intelligens, som både Danmark og Tyskland er meget investeret i.

Dansk eksportpotentiale indenfor cybersikkerhed, GovTech og automatisering

Marie Bjerre skal også deltage i den verdensledende automatiseringsmesse Automatica i München sammen med tre danske delegationer, der repræsenterer de store danske styrkepositioner inden for GovTech, cybersikkerhed og robotteknologi.

”Bayern har et stort potentiale for eksport af dansk teknologisk innovation. Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og vores virksomheder har oparbejdet et unikt marked for digitale produkter. Det gælder både teknologi til den offentlige sektor, innovative cybersikkerhedsløsninger og topmoderne robotter. Bayern har - ligesom Danmark - meget høje digitale ambitioner, og jeg er sikker på, at danske virksomheder kan hjælpe dem med at indfri disse høje ambitioner,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.  

Ministeren deltager bl.a. sammen med en delegation organiseret af Odense Robotics, der skal introducere deltagerne på messen til den danske robotindustri.

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Michael Højgaard Bang, mihb@digmin.dk, tlf. 72 28 24 16