Dataforordningen betyder, at borgere fremover kan få gratis adgang til den data, som deres bil, løbeur eller robotplæneklipper skaber. Den samme gratis adgang til data gælder for virksomheder.
Det er data som bliver skabt af forbundne produkter – de såkaldte IoT-produkter (Internet of Things-produkter), som man giver fri adgang til. Produkter, som forbrugere eller virksomheder ejer, lejer eller leaser.
I dag har brugere af produkter, der er koblet til internettet, ikke en ret til de data, som de selv er med til at skabe. Det har betydet, at bilejere i nogle tilfælde har været tvunget til at bruge bilproducentens autoriserede værksted, når bilen skulle repareres eller vedligeholdes, fordi de var de eneste, der havde adgang til data om for eksempel bilens motor. Men de nye regler gør det nu muligt for forbrugeren at vælge et hvilket som helst autoværksted, fordi forbrugeren nu råder over bilens data.
Digitaliseringsminister Marie Bjerre glæder sig over udsigten til mere frie og konkurrencedygtige markeder.
”Jeg er rigtig glad for, at vi nu giver borgere og virksomheder fri adgang til deres egne data. Det sikrer dem mere viden og flere valgmuligheder. Flere og flere produkter i danske hjem er koblet til internettet. De har indbyggede sensorer, der blandt andet måler varme, lys og lyd. Danskerne kan, ved at få adgang til produkternes data, blive klogere på, hvordan de kan optimere deres energiforbrug eller sikre deres kælder mod oversvømmelser. Og en landmand kan, med data fra sin traktor, få viden om markens tilstand, optimere sin produktion og mindske sin CO2-udledning. Det er godt for den enkelte og for samfundet,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.
Yderligere oplysninger
Presserådgiver Michael Højgaard Bang, mihb@digmin.dk, tlf. 72 28 24 16