Der skal fremover være bedre muligheder for, at eksempelvis din GPS kan forstå og tale dansk på forskellige dialekter. Til det er der behov for yderligere udvikling inden for dansk taleteknologi. Det er vigtigt, at det danske ikke halter efter sprog som engelsk, når det gælder kvalitet og anvendelsesmuligheder.
Derfor skal et nyt projekt indhente 1000-1500 timers samtale og oplæst tale fra danskere. De danske stemmer vil være med dialekter lige fra Skagen til Gedser og fra Blåvandshuk til Bornholm. De mange timers tale vil være open source, så både virksomheder og myndigheder har mulighed for at bruge dem.
”Jeg har altid været overbevist om, at dialekter har stor kulturel værdi for danskerne. Men dette projekt åbner helt nye perspektiver for værdien af vores regionale dialekter. Med over tusind timers tale med dialekter, vil virksomheder og myndigheder få bedre muligheder for at skabe nye løsninger inden for taleteknologi, som bruger det danske sprog. Det vil være til gavn for den enkelte borger, som får en bedre oplevelse, men også for samfundet generelt,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.
Det er Alexandra Instituttet, som i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen, Københavns Universitet, Alvenir og Corti, står bag projektet, som har fået titlen Danish Conversational and Read-aloud Speech Dataset (CoRal).
Der er brug for 1500-2000 danskere på tværs af køn og alder til at indtale højtoplæsning og samtale. Optagelserne finder sted over hele landet. Hvis man ønsker at deltage i projektet, kan man tilmelde sig her.
Fakta
Et open source dansk taledatasæt kan for eksempel anvendes i forbindelse med:
- Udvikling af voicebots, der kan udføre rutinebaserede opgaver som it-hjælp som for eksempel nulstilling af passwords, hjælp til at navigere på hjemmesider. Det betyder kortere telefonkøer for borgerne, og øger myndighedernes effektivitet, så medarbejderne får mere tid til andre opgaver.
- Maskinoversættelse til kommunikation på tværs af sprog.
- Forbedring af digitale assistenter som oplæseren i en GPS eller i offentlig transport.
- Forbedring af løsninger til at diktere tale til tekst.
|
Yderligere oplysninger
Cecilie Rex Selmer, presse- og kommunikationsrådgiver, 72 28 24 17, crs@digmin.dk