MitID skal også kunne anvendes af danskere i de nordiske og baltiske lande

Publiceret 22-09-2023

Udenlandsdanskere i de nordiske og baltiske lande skal kunne bruge MitID til at logge på de lokale offentlige digitale løsninger. Det har digitaliseringsministrene i Nordisk Ministerråd vedtaget i dag.

Digitaliseringsministrene i Norden og Baltikum blev i dag enige om, at der skal findes praktiske løsninger på digital mobilitet over grænserne. Det betyder for eksempel, at danskere bosat i Sverige skal kunne anvende det danske MitID til at logge på de svenske offentlige digitale løsninger.

Digitaliseringsminister Marie Bjerre mødtes i dag med de andre digitaliseringsministre i Nordisk Ministerråd for Digitalisering i Reykjavík I Island. Her blev de enige om at styrke samarbejdet om at finde praktiske løsninger på digital mobilitet over landegrænserne.

”Jeg er meget stolt over, at vi her i Norden og Baltikum nu får fundet de gode løsninger, så vi kan anvende vores digitale identitet fuldt og helt i alle vores lande. Vi kan gennem samarbejdet mellem de nordiske og baltiske lande vise resten af Europa, hvordan vi i praksis udnytter de digitale muligheder på tværs af landegrænser til gavn for os allesammen,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.

Uden løsninger på at matche digitale identiteter med personregistre – den såkaldte identitetsmatching – vil en nem adgang til andre nordiske og baltiske offentlige digitale løsninger ikke kunne finde sted. I dag er der en række tekniske barrierer for, at man som dansker og bosiddende i et andet nordisk eller baltisk land kan tilgå disse landes offentlige digitale løsninger. Disse barrierer skal nu løses, og Norden og Baltikum er som den mest digitaliserede region i en unik position, hvor vi kan vise resten af Europa, hvordan dette kan gøres i praksis.

I erklæringen fra Nordisk Ministerråd for Digitalisering giver digitaliseringsministrene bl.a. det igangværende nordisk-baltiske samarbejde om elektroniske identiteter og digitalisering mandat til at finde nationale løsninger om identitetsmatching. Dette skal støttes af fælles standarder i det nordisk-baltiske samarbejde og skal bygge på eksisterende rammer i regionen og i EU. Disse løsninger skal gøres tilgængelige for offentlige digitale tjenester i regionen.

Nordisk Ministerråds pressemeddelelse og ministererklæring kan læses her.

Yderligere oplysninger

Presserådgiver Michael Højgaard Bang på telefon +45 72282416 eller mihb@digmin.dk